May Silja

Sprød og proteinrig toast – uden mel

STOP! Den er god, denne her! Kan en melfri toast smage af svinelækker toast? JA!

toast4

Da jeg flyttede hjemmefra rykkede jeg ind i en lejlighed på Nørrebro, hos en fyr der hed Lars. Han åd toast hele dagen. Der florerede altid en duft af smeltet ost i opgangen, og bød han mig på middag, var det et par skiver billige toastbrød, med et skiveskåret stykke smeltet ost i. Når man kom fra et hjem, hvor dagens ret ofte bestod af fisk og salat (min far var dengang lidt af en fitnesskonge 😉 ), var der noget fandens lækkert ved at skovle greasy-cheese’n bread ned, et par gange om ugen. Desværre stoppede det, da jeg rykkede fra Lars. Sidenhen har jeg ikke dyrket Lars’ dinner særligt ofte, men NU skulle det edderrådme være 😉 Dog i en mere ‘moderne’ og brødfri udgave. Og jeg er knagme’ også vild med spisen i low-carb high-fat udgaven. Vil du prøve den?

toast2

Her er opskriften på 4 stks toast (8 stykker ‘brød’):

400 g. blomkål (svarer til et lille blomkålshoved)

2 æg

100 g. revet mozzarella

1 spsk Fiber Husk (kan købes HER)

1 spsk Chiafrø (kan købes HER)

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 250 C /Varmluft 220 C

Find foodprocessoren frem og riv blomkålsbuketterne (uden stilk) til blomkålsris. Har du ikke en maskine der kan gøre det for dig, kan du sagtens rive blomkålen på et rivejern.

Bland alle ingredienser i en skål og fordel ‘dejen’ i 8 ligestore ‘brød’ på en bageplade, beklædt med bagepapir. Jeg måtte bage dem af to omgange i 10-15 min., for at få plads. Tag dem ud af ovnen, når de er godt gyldne. Tag to stks ‘brød’ og læg en skive ost og evt. et stykke skinke/kyllingepålæg imellem. Find en stegepande frem og smid en lille klat smør i. Når smørret er smeltet, lægges dine toasts på panden, steges og vendes til osten er smeltet. Derefter er det bare om at gå ombord, i den svinelækre blomkålstoast.

Hver toast inkl. en skive 45 + ost indeholder 221 kcal. Spis evt. en toast sammen med en tomat-løg salat. Det hitter – og mætter her! 🙂

OBS: Fiber Husk og Chiafrø tilsættes for at trække væsken ud af de øvrige ingredienser. 

Tip: Lav evt en ordentlig portion og gem nogle af brødene til en kold sandwich. 

Indeholder affiliatelinks

toast3

INGEFÆR-CITRON SHOT!

Yes, det er blevet overordentlig populært at tylle sådan en lille frisk og syrlig fætter her ned dagligt, blandt rigtigt mange mennesker. Og nu er jeg også hoppet med på bølgen. Men det er der altså en god grund til, for den lille 4 cl. shot har den sidste uge skubbet godt gang i dagene. Ohøj, hvor det går efter en lynhurtig ingefær-citron shot! Man får mere eller mindre energi lige med det samme. Den er god og sund for kroppen – fra den kommer ind, til den kommer ud igen 😉

Det lyder måske tosset, men mine unger på 1 og 4 elsker den også. Virkelig meget! Så jeg tvivler på, at vores dosis holder længe endnu 😉

ingefærshot

ingefærshot1

ingefærshoti

Her er opskriften på en god portion du kan have stående i køleskabet i op til to uger og nyde godt af hver morgen, når du er løbet tør for tændstikker til at holde dine øjne åbne. Halver eventuelt mængden, hvis I ikke er 4 personer der skal bælle løs hver morgen:

200 g. økologisk ingefær

2 økologiske citroner

2 spsk økologisk agavesirup (kan undlades)

2 liter vand

Skræl ingefæren. Skær citronerne med skræl og ingefæren i skiver. Smid det det hele i en gryde, sammen med vand og sirup og lad det koge i 20 minutter. Lad det stå i gryden i køleskabet i 12 timer inden det hældes gennem en si, hvorefter alt ‘kødet’ hældes fra og saften kyles ned i løgnhalsen, i en 4 cl. shot. Drik en enkelt morgenshot om dagen og du er freeeesh!

DERFOR ER CITRON GODT FOR KROPPEN:

Citronvand hjælper din krop med at udskille affaldsstoffer.

Citroner er rige på C-vitamin – der er cirka 30-40 mg per citron – der er afgørende for et sundt og stærkt immunforsvar.

Din hud bliver pænere af citroner, fordi C-vitamin udskiller affaldsstoffer, hvilket resulterer i en flottere hud.

Dit fordøjelsessystem bliver forbedret når du bæller saften fra citroner.

C-vitamin øger din forbrænding og kan hjælpe dig med et vægttab.

Citron stabiliserer blodsukker.

Du får bedre ånde, når du skyller citronsaft ned i svælget.

DERFOR ER INGEFÆR GODT FOR KROPPEN:

Hvis du har ondt i musklerne, kan ingefær formindske det. Seriously! Tror vi på det? Ja, sgu!

Vidundermiddel, I’m just say’in! For ingefær kan også hjælpe på slidgigt, siges det!

Ingefær kan være med til at nedsætte blodsukkeret!

Har du fordøjelsesbesvær? Så hjælper ingefæren Gud-hjælpe-mig-også!

Er det dén tid på måneden? Auch! Ingefær kan reducere menstruationssmerter!

Ingefær kan også bekæmpe infektioner, og undersøgelser viser også, at ingefær har en positiv effekt på kræftpatienter. Hold nu magle, der er vist ingen grund til at udskyde produktionen af en god spand ingefær-citron shots nu, hva? 😉

Læs også “DIY – Ansigts – og bodyscrub på under et minut” og “Om hvordan jeg lynhurtigt tabte mine overflødige graviditetskilo”.

Proteinrige cookie dough kugler på fem minutter – glutenfri

cookiedough

Når man som jeg, efter at have høvlet kilovis af slik ned i en længere periode, har hang til en sød tand, men har besluttet sig for at slik er et no-go, er det virkelig dejligt, at lære nye nemme opskrifter på sunde snack alternativer. Disse cookie dough kugler er simpelthen FOR lækre, og så er hovedingrediensen noget så eksotisk som kikærter. What? Smager de virkelig godt så? OMG!, ja det gør de, kan jeg love jer!

Mix alle disse ingredienser i en stavblender og I får 15 satans gode, sundere cookie dough kugler: 

1 dåse kikærter (240 g drænet) – hæld vandet fra!

1 tsk vanillepulver

2 spsk peanut butter

2-3 spsk Fiber Sirup Gold

1-2 spsk kokosmel

1/2 dl. hakket 70-85 % mørk chokolade

Evt. kokosmel, kakao, lakridspulver eller soltørrede hindbær/jordbær til at rulle kuglerne i (jeg brugte kokosmel og kakao).

Når alt er blendet til en masse rulles der 15 kugler mellem hænderne, som derefter rulles i ønskede ‘svøb’. Stil kuglerne på køl – de smager bedst kolde!

Hver gudedejlige runde bold indeholder 70 kcal – så det er bare om at gå ombord 😉

Find også opskriften på “Lynhurtige og sunde kokoskugler – af TRE ingredienser” og “Lækre og sunde romkugler”

Du kan følge Sydhavnsmor på Facebook, Bloglovin’ og Instagram 🙂

 

Crunchy peanutbutter cookies på 15 minutter – uden mel, mælk, sukker og æg

Nam, nam, nam og namme nam! De smager jo for viiiildt! Her er opskriften på nogle drøn nemme, lynhurtige – det tager 15 minutter fra du beslutter dig for at du har lyst til dem, til de er taget færdige ud af ovnen – sprøde cookies uden mel, sukker, æg og mælk. Ammen, bliver det bedre? 😉

Ja, måske lige de opskrifter jeg har i min nye e-bog “Kager – hver dag”, fordi de 20 opskrifter heri, kan spises HVER DAG – med god samvittighed, fordi de indeholder mange grøntsager og få kalorier, men smager snasket og lækkert.

cookiespeanut

Opskrift på 14 styks peanutbutter cookies: 

Tænd ovnen på 170 C

Smid – 230 g. crunchy, saltet peanutbutter

3-5 spsk Fiber Sirup Gold efter smag (eller 3-5 spsk agavesirup, hvis ikke kører efter LCHF-principperne)

2-3 spsk vand

Evt. lidt (sukkerfri) mørk chokolade – i en foodprocessor/skål med gaffel og lad svinemøget køre rundt i 1 minuts tid.

Form 14 styks runde kugler af massen med to teskeer og læg dem på en bradepande, beklædt med bagepapir.

Sæt bradepanden i ovnen og lad dine cookies få 10-12 min. Hold øje med dem, så de ikke får for meget. Ovne er meget forskellige, så hellere lidt for lidt, end lidt for meget. Tryk dem lidt fladere med en gaffel og lad dem køle af.

Spis dem! 😉

Der er kun 105 kcal i en enkelt RÅLÆKKER cookie.

 

Nem, sund og melfri low-carb-dej til boller, naanbrød, pizza – og tærtebund

You’ll name it! Denne dej kan bruges til alt. Næsten 😉 I slutningen af 2015 tabte jeg lynhurtigt de fem sidste graviditetskilo, ved at droppe stivelse og spise med masse grønt, proteiner og bær (læs mere HER). Men de er røget på igen den sidste måned, hvor jeg har stukket snuden i alt for meget slik og kage. Åh! Derfor har jeg besluttet mig for, at styre mig med kulhydraterne og sukkeret, og har derfor fundet denne opskrift frem igen. Jeg er åbenbart meget-få-ingredienser-typen, og er vild med al form for bagning, der er nem og overskuelig. Som fx denne og denne kage, der kun indeholder hhv. to og tre ingredienser. Og som ikke indeholder mel, der gør min mave utroligt oppustet.

lowcarbdej

Her er opskriften på en yderst nem og lækker low-carb-dej – uden mel (her vist som burgerboller), som jeg både bruger til almindelige boller, burgerboller, til pizza, tærtebund og til naanbrød.

Det skal du bruge (til 12 boller eller to x pizza -/tærtebunde):

5 æg

175 g. flødeost natural (ikke light!)

1 tsk bagepulver

1-2 spsk HUSK/loppefrøskaller (kan undlades)

En knivspids salt

Evt. (til boller) sesam – eller andre slags frø.

Evt. tørrede krydderurter, alt efter smag og hvad du laver (fx oregano på sandwichboller…)

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 150 C.

Del æggene i to skåle, blommer i den ene, hvider i den anden. Pisk derefter hviderne helt stive. Blommerne piskes med flødeosten, bagepulveret, salt og HUSK/loppefrøskaller til en tyk masse. Vend forsigtigt massen i hviderne med en ske.

Fordel ‘dejen’ ud på bagepapir (på bageplader) med en stor ske. Form til (12) boller, til to pizzabund eller to tærtebunde. Drys evt. med (sesam)frø på toppen af bollerne og bag pladerne én af gang i ca. 25 minutter. Hvis du laver dejen som pizza – eller tærtebund, bør du kun lade bunden bage 8-10 min. før du fylder den med topping.

Info: Dejen er efter LCHF-principper.

Voila!

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

Svampet protein-brownie på 20 minutter – uden mel, mælk og sukker

svampetbønnebrownie

Hvis du var vild med verdens nemmeste chokoladekage, eller de super sunde kakaomuffins uden mel og sukker – på et kvarter, vil du knuselske disse svampede bønne-brownies, der oser af sund – og lækkerhed. Og som man med god samvittighed kan lade sine børn (og sig selv) gnaske løs af. Da halvdelen af min lille familie ikke tåler gluten, er denne opskrift lige sagen. Og tilmed er den sund og ikke mindst overdrevent nem at lave. Dejen kan bruges både i en bradepande eller i muffin-forme, som jeg har gjort her.

Det er en ordentlig portion, så du kan regne med en hel bradepande eller 25 muffins (102 kcal pr muffin). Du kan selvfølgelig også bare halvere opskriften, men hvem gør det? 😉

Du skal bruge:

2 dåser røde kidney bønner

6 æg

200 gram 70-85 % mørk chokolade

4 spsk kakao

2 tsk vanille

2 tsk bagepulver

200 g. soltørrede (bløde) figner. Kan evt. erstattes af stenfrie dadler.

Evt. lidt lakridspulver og meget gerne skallen af enten en øko-appelsin (som jeg har brugt her) eller øko-citron. Både til at putte i dejen, men også til pynt efterfølgende.

Sådan gør du:

blødeborwnie2

Tænd ovnen på 170 C

Blend hele balladen. Inkl. vandet fra bønnerne.

Del dejen ud i de ca. 25 muffinforme eller ud over en bradepande (med bagepapir).

Bag muffins i ovnen i et kvarter. Laver du den i bradepande, bag den da 20-25 minutter, men hold øje med den. Pga. den blendede chokolade, skal den være fugtig og ikke tør.

Spis den nu (eller i morgen, hvor den smager endnu bedre, efter at have ‘sat sig’ i køleskabet natten over) ☺️.

 Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

blødebrownie

SUND SNACK: Sprøde grønkålschips med sour cream and onion

De er blevet en all time favorite herhjemme – de super sunde og sprøde GRØNKÅL (!) chips! Også mine unger kaster dem gladeligt i skrutten, og jeg elsker at se dem gøre det 😉

grønkål5r

Disse grønkålschips med sour cream and onion smag, blev jeg helt rød i hovedet af ren kærlighed over at smage første, anden og… stadig! . Hvem f***** skulle tro, at man kunne lave chips, der rent faktisk smager HIMMELSK, af grønkål? Nu kan ungerne og vi voksne (næsten) hver dag snacke os gennem den helt store skål chips, uden nogen form for ballade med vægten – det her skal du bruge:

200 g. hele grønkålsblade (det svarer ofte til et almindelig bundt i supermarkedet)

1,5 dl. cashewnødder

1 dl. vand

1 tsk hvidløgspulver (fås i mange eksotiske købmænd eller af Urtekram)

1 spsk løgpulver ( køb i købmand eller Urtekram)

2 spsk æblecidereddike

1 tsk grov salt

grønkål4

Start med at læg cashewnødderne i vand over natten

Hæld derefter vandet fra og tilsæt 1 dl. frisk vand samt resten af ingredienserne til ‘dippen’ (alt minus grønkål). Blend.

Sæt ovnen på 100 C.

Beklæd to bageplader med bagepapir.

grønkål3

Vask grønkålen godt og riv bladene i mundrette stykker, fra stilken. Stilken smides ud og bladene lægges på et rent visketykke til tørring. Hæld dem derefter i en skål og vend ‘dippen’ over og vend hele balladen rundt.

Spred grønkålen ud på bagepapiret og sæt pladerne i ovnen i 1 1/2 time – 2 timer – til de er sprøde. De skal ikke være våde.

Og haps – så er de klar til mega-indtagelse! 🙂

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram

Verdens nemmeste glutenfri cheesecake – af TRE ingredienser

Det bliver altså ikke meget nemmere end denne opskrift. Så skulle det da lige være verdens nemmeste (mel – og laktosefrie) chokoladekage, som kun er lavet af TO ingredienser, som også smager hiiiiimmelsk! Det er den samme japanske kvinde der står bag begge opskrifter og jeg håber snart at blive introduceret til endnu en nem og lækker kage, for jeg er vild med opskrifter der tager nul tid, er fri for mel og samtidig smager overdrevent lækkert!

Denne bløde cheesecake, består af TRE ingredienser. Jeg har nu lavet et par gange og synes helt klart at den smager bedst hvis den får lov til at køle helt af (gerne over natten) i køleskabet så den ‘sætter sig’, og er kold før indtagelse. Så smager man nemlig meget bedre den hvide chokolade og smøreosten der er i 😉 Slurp! Der findes to former for cheesecake – den der laves uden brug af ovn, og så denne, der skal i ovnen 🙂

 

verdenssundestecheesecake

 

Opskriften giver kage til 4-6 personer og indeholder:

3 æg

120 g. hvid chokolade

120 g. smøreosten (fx Philadelphia – IKKE light!)

 

Sådan gør du: 

Tænd ovnen på 170 (alm.) C

Del æggene i blommer og hvider. Pas på at der ikke kommer blomme-rester i hviderne, så bliver de umulige at piske stive. Sæt hviden i køleskabet, imens du smelter den hvide chokolade over et vandbad.

Når chokoladen er smeltet, tilsætter du smøreosten, rører det sammen over vandbadet. Derefter tilsætter du de tre æggeblommer. Fjern massen fra vandbadet.

Æggehviden pisker du stiv, med et piskeris. Derefter tilsætter du 1/3 af hviden til chokolade-massen, rører rundt og tilsætter endnu 1/3 del af massen, til den er rørt godt ud og derefter vender du forsigtigt den sidste del af hviden i chokolade-massen.

Smør en bageform på 15 x 15, (brug en gryde), eller dæk formen med bagepapir, og hæld massen i formen. Slå formen i bordet, for at forhindre luftbobler.

Sæt kagen i ovnen i ca. 15 minutter. Skru derefter temperaturen ned på 160 C og bag kagen endnu 10 minutter. Tjek om den er færdig, ved at stikke en gaffel ind i. Den må gerne være lidt klæg indeni, men ikke decideret våd.

Tag kagen ud af ovnen og lad den køle helt af, inden du tager den ud af formen. Stil kagen i køleskabet (gerne over natten) og nyd den evt. med friske blåbær og/eller drys kagen med flormelis eller kokosflager. Mmm…

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

 

 

Nemt, hurtigt og sundt: Æggemuffins med spinat og mozzarella

Alle former for muffins ryger direkte i mavsen på mig for tiden, også de mindre søde af slagsen. Denne mad-udgave af muffins er himmelske, og så er de oven i købet super sunde,  lynhurtige at lave, børnevenlige og billige at producere.

 

æggemuffins

 

Opskriften på 12 muffins til 4 personer (100 kcal pr. muffin) er: 

10 æg (740 kcal)

1 dl græsk yoghurt/skyr/fløde (afhængig af smag og diæt) (130 kcal – 10 % græsk yoghurt)

1 stks mozzarella (297 kcal)

4-5 håndfulde frisk spinat (20 kcal)

Forårsløg (15 kcal)

Salt & peber (0 kcal)

 

 

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 180 C

Skyl spinaten grundigt og læg den på et rent viskestykke for at tørre. Hak spinaten i mindre stykker og snit forårsløgene.

Skær mozzarellaklumpen i små stykker.

Rør æg, yoghurt/skyr/fløde med salt og peber, og vend mozzarella, spinat og forårsløg i massen.

Fyld 10-12 (silikone)muffinforme med æggemassen.

Sæt formene midt i den for-varmede ovn i ca. 20-25 minutter.

Tip: Lav evt. en let salat til, af resterne af den friske spinat med grønt og frugt-rester fra køleskabet.

 

Du kan følge Sydhavnsmor på Facebook og Bloglovin’ og Instagram 🙂

 

KOKOSKUGLER af TRE ingredienser

kokoskugler

Jeg er fuldstændig vild med alt der står kokos foran. Jeg har netop lavet disse kokoskugler, som bare kræver TRE ingredienser, som også LCHF-dyrkere kan være med på…

Det skal du bruge til 10-12 kokoskugler:

100 g. kokosmel

2 mellemstore æg

2 tsk. vanillepulver

OBS: Hvis man er en sødme-gris (som jeg), kan man tilsætte et tryk honning for at forsøde kuglerne. Kokos er i sig selv sødt, men de smager altså ikke værre af den fjerde ingrediens.

Tænd ovnen på 180 C

Bland alle tre ingredienser rundt med en gaffel eller blender. Form 10-12 kokoskugler på en bageplade med bagepapir og stil pladen midt i ovnen i ca. 12-20 min. (afhængig af ovn, så hold øje, til at de er let gyldne).

Lad dem køle helt af, i køleskabet, gerne over et par timer selvom det kan være noget af en udfordring at vente;) Kast dig derefter frådende over de lækre, sunde snacks! 😉

Tip: Kokoskuglerne er fantastiske hvis dine børn går i en nul-sukker institution, og de skal holde fødselsdag.

Indeholder kun ca. 50 kcal pr kugle 🙂

Find alle mine mel- og sukkerfrie opskrifter HER 

 

 

Glutenfrie falafel-vafler med fyld


falafelvaffel1

Som nogen måske har bemærket er vi ret vilde med alle slags vafler hjemme hos os. Derfor rammer denne super nemme, sunde og ikke mindst budgetvenlige aftensmad, der kan laves på under 30 minutter vores familie lige i maven. Vi elsker den simpelthen. Både store og små.

Det skal du bruge til 2 voksne og 2 børn (inkl. rester til madpakken eller endnu et måltid): 

2 dåser kikærter (480 g) -gem vandet fra dåsen

2 løg

4 fed hvidløg (evt. mere, hvis du kan lide det stærkt)

1 tsk knust spidskommen

1 tsk knust koriander (eller frisk koriander)

1 tsk gurkemeje (kan undlades)

0,5 tsk cayennepeber (kan undlades og erstattes af alm. peber)

1/2 citron – saften og evt. lidt reven øko-skal

150 g. ris, majs – eller anden (glutenfri) mel

2 tsk salt

2 spsk tahin

2 tsk bagepulver

Evt. 2 tsk Husk

3-4 dl kikærtevand fra dåsen (hvis der ikke er nok, spæder du bare op med almindelig postevand)

 

Hæld vandet fra kikærterne. Pil hvidløg og løg og grovhak dem. Blend det hele til det bliver til en god tyk dej.

Hæld et par spsk dej på det varme vaffeljern. Vær opmærksom på, ikke at hælde for meget dej på af gangen for så vælter det ud over vaffeljernet. Steg et par minutter til vaflerne er sprøde.

falafelvafler2

 

Fyld: 

Du kan fylde din falafel-vafler med alt det gode du har lyst til. Jeg synes at vaflerne smager godt med ruccula, bønnespirer og reven gulerod (lange strimler som du river med din kartoffelskræller), samt tzatziki.

 

Tzatziki: 

200 g. græsk yoghurt

3 fed knust hvidløg

1/2 revet agurk (pres vandet ud af agurken med hænderne)

1 spsk (æblecider) eddike 

evt. lidt citronsaft

salt og peber 

Bland det hele sammen.

 

Fyld en vaffel med grønt og tzatziki (eller anden dressing) og luk vaflen af med endnu en vaffel på toppen.

God fornøjelse – Måske bliver du afhængig af dem 😉

Du kan følge Sydhavnsmor på Facebook og Bloglovin’ og Instagram 🙂

 

 

 

 

Verdens nemmeste chokoladekage – uden mel og laktose

Jeg havde hørt om denne chokoladekage, men tænkte at den ikke battede hos mine smagsløg, når kun den bestod af TO ingredienser; mørk chokolade og æg. Men jeg tog undelynme’ fejl! For hold da op, hvor er den god! Det er sådan en kage, der får ens mundvand til at løbe og smagsløg til at flyve. Det er en tung kage, men på den helt rigtige måde. Og mine børn er også vilde med den!

verdensnemmestekage3

Det er en japansk (genial) kvinde, der står bag opskriften. Og jeg vurderer at den passer til 4-6 personer, alt efter hvor kagesulten man er 😉

Det skal du bruge:

3 æg

165 g. 70 % chokolade (Savannah fra Coop og Bjørnsted fra Netto er chokolade der er laktosefri)

verdensnemmestekage4

Sådan gør du: 

Del æg i hvider og blommer. Det er meget vigtigt, at der ikke kommer blommerester i æggehviden, ellers bliver den umulig at piske stiv.

Tænd ovnen på 170 grader.

Smelt chokoladen i et vandbad.

Pisk æggehviderne helt stive, til du kan vende massen på hovedet, uden at den falder ud. Rør chokoladen ud i æggeblommerne og tilsæt en tredjedel af hviden. Rør derefter endnu en tredjedel af hviden rundt i chokolademassen, og vend forsigtigt resten af hviden i.

Hæld massen i en bageform, beklædt med bagepapir, på ca. 15 cm i diameter.

Sæt kagen i ovnen i 20- 25 minutter.

Tag kagen ud og lad den køle af, før du tager den ud af formen. Ellers er der risiko for, at den går i stykker.

 

verdensnemmestekage5

 

Pynt evt. kagen med kokoschips eller tørrede æbler, som jeg har gjort.

Tip: For at optimere smagen, er det også super lækkert at tilføje fx nogle hakkede nødder, lidt reven økologisk appelsin – eller citronskal. Eller erstatte den almindelige mørke chokolade med en chokolade med fx orangesmag 🙂

 

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

 

Scroll to Top